Invitation
– indbydelse og invitation til fest
Har man været kreativ og fremstillet nogle personlige invitationer vil det altid blive værdsat. Og allerede her kan festens tema så afspejles.
Lad en forventningsoplevelse gå i gang allerede når invitationen åbnes eller når den overrækkes af en rytter på hest eller af en mavedanser, som desuden står som dekoration eller velkomstkomite ved selve festen.
Invitationen skal naturligvis udsendes i så god tid at alle kan nå at reservere dagen (Også, madleverandøren, telt- & servicemanden) og der må også gerne være god tid til at glæde sig i.
Invitationen er første led i festens afholdelse, så allerede nu bør festens papirer være klargjort så langt, at de efterfølgende papirer (bordkort, menukort, evt takkekort etc) også er designet.
Invitationen skal indeholde
- Anledning
- Tid og sted
- Ønsker til påklædning
- S.U. dato (evt. telefonnummer, hvis det er svarmetoden)
- ... og et par ord såfremt noget skal medbringes.
Det vil endvidere være hensigtsmæssigt såfremt der er navn (og tlf.nr.) på musiker, så sangskrivere og andre underholdere kan checke melodikendskab eller tilstedeværelse af en anvendelig mikrofon.
Toastmaster
Bliver der en toastmaster ved festen bør han også kunne kontaktes af diverse aktører, talere og diverse underholdere, så han kan forberede koordineringen af festens indslag.
Svar som du modtager
En invitation besvares på samme måde som den er afgivet. Det vil sige at en skriftlig invitation skal besvares skriftligt.
I dag kan man også svare med en e-mail. Her er selvfølgelig også den skriftlige kvalitet, at man altid kan vende tilbage til teksten hvis der er noget vedrørende tøj eller klokkeslet man senere bliver i tvivl om. Skriv derfor alle relevante data med i svarskrivelsen, og er der spørgsmål kan de lige så godt blive afklaret med det samme.