Til Bords

Bordplan

Det kan være et puslespil af format at få gæsterne placeret ved festbordene, ikke mindst hvis man ikke kender alle gæster ret godt.
Når man nu skal blande to familier, som bryllupsfesten gør, vil man ofte holde sig meget strengt til traditionerne. Der kan også komme (ønsker) meninger om placeringer der har årsag i forældreskilsmisser, hvor den ene part gerne vil fremhæves på den anden parts bekostning.

Bordplanen kan man ikke give for megen opmærksomhed, og allerede tidligt i festfasen kan man begynde at 'dække op' og flytte rundt på gæsterne, og det kan blive ved helt indtil den fysiske borddækning. Det er et fint led i festprocessen at betragte sin bordplan (daglig).
Er der gæster man meget gerne vil have med, som har det svært med hinanden er der også en ekstra god grund til at finde den bordopstilling som passer bedst i den givne situation.

Grundreglerne for bordplan er efter rang ved siden af festens hovedperson(er). Rangfølgen ved familiefester er først og fremmest de nærmest beslægtede og så vinder alder over ungdom. Runde borde giver størst mulighed for ændring af borplanen (selv i sidste øjeblik)

Bordkort

Kort med gæstens navn som er placeret ved festbordet. Bordkortet bliver oftest placeret på det højeste glas, sædvanligvis på rødvinsglasset, og blev derfor også kaldt for et glaskort. I dag er bordkortets placering ofte bestemt af hele bordudsmykningen.

Bordkort kan være hjemmelavet alt efter værternes kunnen ud i papirklippets kunst, købes i butikken eller fås hos bogtrykkeren eller det kan fremstilles på computer. Husk at printe ud på noget kraftigere papir end det normale (80 gr.) papir til udskrivning. 140 gr. vil være velegnet til alle tryksager vedrørende festtryk.

Har man ikke tid eller evner i denne diciplin er der den sædvanlige mulighed at betale sig fra det hos bogtrykkeren. Det giver så muligheder man ikke selv sædvanligvis vil kunne præstere, som prægning og glinsende guldtryk.

Mange steder bruges det at sende bordkortet op til toastmasteren for at komme ind i talerækken. Man kan også bede gæsterne om at skrive en lille hilsen bag på kortene, og gemme dem i en kasse til 1 års-dagen.  Her kan brud og gom tage kortene frem og læse de hilsner, gæsterne havde til dem på den store dag.

Bordkortet skal ikke forveksles med til-bords-kort, som viser hvem herrens borddame er. Går man samlet til festlokalet må man nødvendigvis vide hvem man skal følges med.

Tilbordskort

Bruges til meget formelle sammenkomster, hvor herrerne ved ankomst til festen får udleveret et tilbordskort hvor navnet på aftenens borddamen står. Når middagen starter finder herren sin borddame og følger hende til bords.

Til mindre formelle sammenkomster kan undlade navnet på bordherren / borddamen, men i stedet kan det være enkle eller kryptiske beskeder om tilhørsforholdet. Gøg skal finde Gogge (eller en rede) og Sort skal finde Hvid.

Skal det hele blive ekstra usikkert og meget tilfældigt, kan herrerne trække damerne i en lykkepose. Det sparer værtsparret for at lave en bordplan og ingen kan beklage sig over hvem de kommer til at sidde ved siden af.  Desværre er det samtidig usikkert hvorvidt de har noget som helst at tale om.

Bordherre

Mens der ventes på at selskabet kan gå til bords, kan der være forskellige procedurer vedrørende ens borddame.
Der kan være lavet tilbordskort hvor man bliver bekendt med sin borddame, eller får at vide hvordan man mere eller mindre muntert finder frem til hende.

Når værten byder til bords, finder bordherren sin borddame og byder hende sin højre arm, hvorefter de følges til deres pladser.
Har man ikke fået tildelt en borddame på forhånd, cirkulerer man ind til bordet og finder sin plads ud fra borkortene, og der først ser hvem aftenens borddame er (som i Skandinavien er placeret til højre - modsat resten af Europa).

Bordherren skal opvarte sin bordame, hvilket blandt andet betyder at hjælpe med at skubbe stolen ind når hun sætter sig. Efter at have sat sig fjernes borddamens bordkort fra glasset.
Bordherren sørger for vin til borddamen og sørger i øvrigt altid for at drikke når hun drikker, så hun aldrig drikker alene.

Når man skåler

Man løfter glasset til lidt over brysthøjde og får øjenkontakt, når man skåler. Herefter nikker og drikker man og ser igen på den, man skåler med. Efter middagen hjælpes borddamen til kaffebordet, og efter den første dans er de almene forpligtelser ovre og der kan cirkuleres frit.

Borddame

Til større selskaber vil hun blive hentet af sin bordherre, som vil følge hende til bords og sørge for hendes velbefindende gennem middagsforløbet.
Hvem der skal være aftenens bordherre er værternes privilegium at afgøre, og det kan de gøre med et tilbordskort efter mere eller mindre sindrige systemer. Eller man finder sin plads ved bordet når værten byder til bords, og ser her hvem der skal opvarte en under middagen.

Website © Uptime